Lowlands Denmark
Lowlands Denmark

Spiritussen

Vi har valgt at lave snaps

Definitionen på snaps er en alkohol baseret på korn eller kartofler – uden bitterhed og med en alkoholprocent på mindst 37,5 %.

Det synes vi er en tilpas løs bagkant til, at vi kan holde legestue og experimentere med smag.

For nuværende køber vi neutralt hvededestillat og bruger som basis for vores produkter. 

På sigt vil vi gerne selv fermentere vores alkohol.

Aktuelt er vi i gang med at opformere en gammel lokal kornsort, Borris Perlerug, som for længst er gået ud af produktion. Vi fandt den i Nordisk Genbank på Svalbard – og købte 20 korn, som altså nu er under opformering.

Der går lidt tid inden høsten kræver en mejetærsker…….

Smag

Kategorien giver vide rammer. Det kan vi jo lige så godt udnytte.

Så de snapse vi har i produktion indeholder bl a : appelsinskaller grillet i vores pizzaovn, bagte paradisæbler, solbærgrene plukket lige omkring spiring, rugbrød ristet i brunet smør, bjergfyrtoppe, rønnebærskud, Piemonte hasselnødder, rødgranskud. Samt lidt stjernestøv.

Vi har også relativt mange flasker stående med forsøg, som ikke umiddelbart er på vej i fri handel.

De indeholder bl a : krabbekløer, sauerkraut, hyldeblomstkvas, parmesanskorper, Serranoskinke-rester – og en masse unævneligt. Lad os bare vedgå, at der skal arbejdes en del på dem inden de kommer fast i sortimentet….

Det nytter sjældent at være mærkelig bare for at være mærkelig. 

Til gengæld synes vi det er sjovt at udfordre grænserne og åbne nye døre.

Det er med det afsæt vi laver vore snapse.


Følg os

Nyhedsbrev


© Lowlands Denmark ApS.
CVR: 38859692

Email: info@lowlands.dk
Tlf. 93 80 33 24

Se kontrolrapport